PRADES
Prades har 6.000 indb. og ligger ved foden af Pyrenæerne midtvejs fra Perpignan i Pyrénées-Orientales i Sydfrankrig. Byen er en slags hovedstad for bjergene. Her er gymnasium og hospital og mange centrale ting for området. Man køber ind her, og fra alle byerne kommer folk på markedet for at sælge deres produkter. Omkring byens torv er mange cafeer, som f.eks "hippiecafen" til højre, hvorfra Bob Dylan høres ud på gaden. Omkring nytår er der tivoli på torvet for børnene.
Byen er ikke blot et centrum for handel, men har også en stor rolle i arbejdet med at pleje den fælles kultur og historie for regionen . Om sommeren afholder Université Catalane d'été Prades hver aften workshops om katalansk
sprog
og kultur på byens torv.
I juli/august er der hvert år en stor musikfestival tilegnet cellisten
Pablo Casals. Der er også både klassiske- og rockkoncerter i Prades sommer og vinter.
Hver tirsdag formiddag er der marked i Prades. Markedet breder sig ud over torvene og ud i gaderne og er det største
i bjergområdet. Langt oppe fra selv de mindste bjerglandsbyer med 10 indb. kommer folk og afsætter deres ofte økologiske produkter - ost, pølser og kød mest fra får og geder - grønt, frugt, brød, honning, vin og kunsthåndværk. Her fås også fisk fra Middelhavet.
Der er mange andre boder med andre slags varer - tøj, sko, duge, gardiner, porcelæn, musik, bøger - parfume,kager, slik - smykker , antikviteter, indiansk skindtøj..... Man mødes med hinanden hver tirsdag, hilser på dem, der bor i den landsby, man enten ikke kan se, eller hvis lys man om aftenen kan se langt borte. Her træffes aftaler og udveksles oplysninger om "siden sidst i bjergene".
Bageren på hjørnet af torvet i Prades er et kapitel for sig. Som det ses, er der i juletiden lang kø for at købe hans lækkerier og gode brød. Kommer man om eftermiddagen, når ovnen har kørt uophørligt siden de små morgentimer, kan man se bageren dukke op bag i butikken for at køle af - svedende med bar overkrop. Og der er en grund til køen - anbefales kan at smage den hjemmelavede franske nougat og marcipankugler, rullet i pinjekerner og bagt - dyrt men himmelsk!
Om vinteren kan der af og til være så koldt, at el-varmen, der er i de fleste huse, ikke er tilstrækkeligt til at varme huset op om aftenen. Og så er det jo også hyggeligt med åben ild. Brænde købes i Prades. I nogle supermarkeder i små sække - men bedst og billigst i udkanten af byen. Tilbringer man en længere periode i huset, kan man bestille et læs leveret til døren. Eller man kan købe en færdig stabel i ramme, og billigere kan man selv fylde bilen efter kassemål. Og så kan man tage kager med hjem til kaffen og tænde op i pejsen.