Katharernes geografiske udbredelse
Katharerne kom fra Lilleasien via Balkan omkring år 1000 og spredte sig hurtigt over store dele af Vesteuropa. Der var således katharer i hele Frankrig samt Italien, Spanien, Tyskland, Schweiz, Flandern og England. Omkring år 1000, hvor vore forfædre drog rundt i verden som vikinger, var den del af Frankrig, som ligger syd for det store, centrale bjergmassiv, kendt som Occitanien. Området strakte sig fra Atlanterhavet til Middelhavet og omfattede det, man i dag kalder Midi og Provence. Der var ingen klare grænser - dét, der bandt folk sammen var sproget, Langue d’Oc, der gav navn til området. Et herligt, solrigt, frugtbart område, der i mange år efter romerrigets undergang fik lov til at passe sig selv.
Katharenes kultur.
I katharernes område orienterede man sig mere mod øst og syd end nord - og skabte både velstand og et rigt kulturliv (det er fx her, man møder de første troubadurer). Alt dette medførte et vist frisind, en uafhængighedsfølelse i forhold til den herskende religion, katolicismen. Dermed opstod den sekt, der kaldes Katharerne. De var kristne, men var på mange måder i modstrid med den katolske kirke. Religionen var en form for kristendom, men mere kompromiløs end den på den tid herskende katolicisme. Der var ikke en kirke eller en præst imellem den troende og gud, og katharerne troede på reinkarnation. For dem var det jordiske liv, et liv som satan havde skabt, mens det "rigtige" liv var det åndelige, når sjælen var hos gud.
Korstoget mod katharerne.
Men det var i den franske del af Occitanien, at modsætningerne kulminerede i krig. I grove træk foregik krigen mod katharerne i det område, der strækker sig fra Pyrenæerne i syd til Rhône i øst, Garonne i vest og Aveyron i nord. Altså det område der dækker den sydligste tredjedel af det nuværende Frankrig. Med en provencalers ord hviler der stadig "une certaine tristesse" over de områder, hvor de blodige massakrer fandt sted. Da bevægelsen greb om sig, måtte paven reagere for at forsvare de privilegier, som kirken havde tilkæmpet sig. Pave Innocens III besluttede derfor at opfordre magthaverne, konger og fyrster, til at rejse et korstog, der skulle bekæmpe Katharerne. Altså et korstog, der skulle fungere inden for det katolske område i stedet for som vanligt at gå mod Jerusalem. Således opstod »Albigenserkorstoget«. Navnet refererer til byen Albi, der lå midt i Katharernes område. Omkring 30.000 mand blev samlet i året 1209. I de følgende år blev en række byer og borge, der havde knyttet sig til Katharerne, overvundet og nedkæmpet. Tusindvis blev brændt, lemlæstet eller myrdet på anden vis. Alene i byen Beziers blev henved 20.000 mennesker, hele byens befolkning, myrdet.
Katharernes nederlag og Den Hellige Gral.
Korstoget varede i 20 år. Og var grusomt og blodigt. Først i 1229 blev der aftalt en fred, der kunne afslutte det. Det franske kongerige nåede nu til Pyrenæerne. Paven og katolicismen vandt, selv om de sidste katharer først blev nedkæmpet 26 år senere, i 1255. Under hele korstoget forsøgte katharerne at forsvare sig. Da mange af de lokale fyrster var venligt indstillet overfor dem, kunne de ofte redde livet ved at søge ind på en af de mange borge, der var i området. Borgene faldt imidlertid én efter én og efterhånden som forfølgelserne tog til blev Katharerne blev færre og færre. Tilsidst søgte de tilflugt i bjergområdet syd for Foix og forskansede sig. I år 1243 søgte de sidste katharer tilflugt på borgen Montsegur, der ligger på toppen af en 1200 m høj klippe. Efter måneders belejring overgav de sig - da var der ca 250 tilbage - og de gik alle frivilligt i bålet, som var blevet anrettet neden for klippen. Da de sidste katharer gik ned til deres død , siger myten, at de sammen med mange andre skatte medbragte og gemte "Den Hellige Gral" - det bæger Jesus skulle have drukket af under den sidste nadver.
Ruinerne i Katharlandet.
Når en borg måtte kapitulere, var det almindeligt at bruge sten herfra til at udbygge landsbyerne med. Derfor er mange borge med tiden blevet til ruiner. I dag udgør en række fantastiske borgruiner det, man også kalder »Kathar-landet«. Blandt de bedst bevarede borgruiner er Peyrepertuse, Montségur, Puilaurens, Puivert, Quéribus - og selvfølgelig Carcassonne, der i sig selv er en hel, befæstet by. I grunden kan man undre sig over, at disse borge kunne overvindes - eller overhovedet bygges. De ligger som ørnereder på næsten utilgængelige bjergtoppe, ofte i mange hundrede meters højde i forhold til omgivelserne. Alene transporten af vand og fødevarer har taget utroligt lang tid. Dengang kunne man jo ikke - som man gør det i dag - transportere byggematerialer til bjergtoppene med helikopter.
(Her hvad Voltaire i sin tid skrev om krigen mod katharerne) Fransk kathar organistation Vandre-site om katharlandet
Virkelighedens Da Vinci-mysterium.
Det store drama om katharerne, deres død og deres skat har givet stof til mange myter og historier. Den store bestsellerbog fra 2004 - "Da Vinci Mysteriet" er en af dem, og har direkte reference til nedenstående autentiske historie. Den by, som omtales kan besøges, men der er strenge restriktioner om ikke at grave:
I 1885, hvor den lille by Rennes-des-Chateau får en ny sognepræst, Bérenger Saunière. Byen er ganske lille, beliggende på en mindre bjergtop nær byen Cuiza, der igen er nær byen Quillan, altså midt i Katharlandet. Byen består af få huse og er endnu helt uden nogen betydning. Men nu kommer den unge, fattige præst altså til denne lille, fattige by. Kirken trænger hårdt til en restaurering.
Efter nogen tid begynder Saunière at planlægge og gennemføre en kostbar fornyelse af både præstegård og kirke. Han bekoster også opførelsen af et smukt tårn, der har vid udsigt over omegnen, og han sikrer endda også byen en bedre vandforsyning. Beboerne er forundrede. Hvordan er præsten kommet til så mange penge? Han må have fundet et eller andet, da han begyndte at restaurere kirken... Inden længe er der vedvarende rygter om, at præsten har fundet en gemt skat, der nu finansierer hans ny livstil. Han ikke blot bygger og giver penge til velgørenhed, men rejser ofte til Paris og modtager og beværter gæster i et omfang, som ikke er set tidligere.
Dette sættes let i forbindelse med myten om, at en lille gruppe højtstående katharer trods belejringen i 1243-44 fandt vej ned fra Montségur-borgen medbringende katharernes skat, der skulle indeholde både historiske dokumenter, guld og - Den Hellige Gral, det vil sige det bæger, som Jesus drak af under den hellige nadver. Der er mange myter i Frankrig om denne skat - både om dens indhold og dens gemmested.
Men resultaterne af Sauniéres investeringer er stadig til at få øje på. Kirken er meget smukkere og bedre udstyret end tilsvarende landsbykirker - og befolkningen er med god grund stolte af deres kirke. Da Saunière dør i 1917 er alle spændt på hans testamente. Men det røber intet. Alle hans midler overføres til hans fortrolige, husbestyrerinden Marie Denarnaud, der derefter lever en sorgløs tilværelse. Hun dør pludseligt i 1953 uden at have røbet hemmeligheden for nogen. Der er kun efterladt et citat. Præsten har engang sagt til husbestyrerinden, at »folk her går rundt på guld uden at vide det«.
