forbinder Sydfrankrig og Spanien. Marskal Sébastian le Prestre Vauban omgav næsten hele Frankrig med forsvarsværker, der blev forbillede for alt andet fæstningsbyggeri i Europa. Fort Liberia blev opført i 1681, og det er stadigvæk imponerende. Det har metertykke mure med skydeskår, der giver frit skud i alle retninger. Fortet havde barakplads til 100 soldater og boliger til fortets kommandør
og til hans officerer.
Gelænderet langs skydebroen er lavet af jern fra området og står mere end 300 år efter uden en rustplet eller anden nedbrydning og uden at være vedligeholdt.
Der var også et bageri, en kæmpemæssig vandbeholder og et kapel. På billedet øverst til venstre ses kapellet. Det er taget oppe fra den mur, som deler den midterste og nederste del af fortet. I det fjerne ses Canigou og vejen til Vernet-les-Bains og Spanien. Fortet er bygget i flere etager og sektioner. Hver sektion/etage kunne holdes for sig, hvis fjenden havde erobret de andre. Alle dele af fortet er forbundet med lange indendørs trapper, som også førte til de mange store våben- og krudtlagre. En del af murene var bygget på en bestemt måde, så man kunne skyde med håndvåben og lettere artilleri mod murene, så skuddet richotterede i hele sin længde og derved anrettede mere skade.
Til gengæld kan man så gå ned af den indre trappe. Men at gå op af den er for folk i form ! Det anbefales at sætte god tid af til besøget på fortet. Det er stort. Vejret skal også helst være godt. Dels på grund af den formidable udsigt, dels fordi det kan være lidt køligt, hvis man vil udforske de mange spændende indre anlæg og rum.
Man kan køre i bil op til fortet, men det er forbeholdt ansatte i fortets udemærkede restaurant og souvenirbod. Grusvejen er en serpentinvej hugget ind i bjerget. Der er ingen pardon, man må gå hele vejen. Dog er der mange steder, hvor man kan sætte sig på en sten eller nogle klipper og nyde udsigten, mens man får vejret.
Fort Libéria ligger på bjerget over Villefranche-de-Conflent og har udsyn over passet mod Canigou og Spanien.
Mange års krige mellem Frankrig og Spanien har sat sit præg på Pyrenæerne. Fæstninger og udkigsposter (se Goa) blev bygget på bjergtoppene, så man kunne se i alle retninger og lukke pas specielt mod syd. Til at signalere, om fjenden kom, tændtes store bavner, som kunne ses milevidt. Fort Libéria blev bygget på bjerget Belloc over Villefranche og kunne lukke af for passet. For at mandskabet ikke skulle lide sultedøden under belejring , blev udhugget en trappe fra fæstningens kælder og ned gennem klippen til bymuren om Villefranche. En ligeløbstrappe med 1012 trin.