Nær floden Têt 2 kilometer oppe over Ille-sur-Têt ved Pyrenæerne i Sydfrankrig ligger de maleriske ruiner af byen Casenoves. Det første skrevne vidnesbyrd om byen er fra 1173. Her skrives om en Alphonse d`Aragon (se katharerne og Voltaire) som organiserede et forsvar af de omkringliggende landsbyer. Byen eksisterede som aktivt samfund til 1600-tallet.
Når man nærmer sig byen af den snoede grusvej, kommer man langsomt ind i en Tornerose-stemning. I solen med lyden af den brusende flod Têt i ørene, kan man tro, at alle blot sover, eller at de først tog afsted igår. Husene er som mange andre i disse egne opført af sten fra bjergene - her ligger de til evig tid omkranset af sølvfarvede pile og grøn vedbend.
Nu er ruinerne et yndet udflugtsmål også for folk fra Ille-sur-Têt. Der holdes stadig gudstjenester i den lille kirke, som er den bedst bevarede bygning i ruinbyen.
Casenoves kom aldrig til at have ret mange indbyggere. Det laveste indbyggertal var i 1351, da der kun var 5 indbyggere.